Forældremyndighed og samvær

 

Forældremyndighed og samvær:

 

Med forældreansvarsloven, der trådte i kraft den 1.oktober 2007, var hensigten at minimere det meget store antal sager, der var i Danmark mellem fædre og mødre, der kæmpede om forældremyndigheden – typisk i forbindelse med samlivsophør og skilsmisser.

 

Loven har nu virket i ca. 6 år – og det er den almindelige opfattelse blandt advokater, at loven kun til dels har virket efter hensigten!

 

Med loven skulle barnet sættes i centrum – og alle beslutninger der skulle træffes skulle udelukkende tage sigte på barnets interesser uden hensyn til, hvordan en beslutning ville påvirke barnets far og mor.

 

Hovedreglen om, at den fælles forældremyndighed skulle bevares efter skilsmissen/samlivsophøret har som udgangspunkt fungeret ganske udmærket. Det er i dag meget, meget sjældent, at der er egentlige retssager, hvor forældre påstår sig tillagt forældremyndigheden alene. Det betyder at begge forældre – uanset uenighed i øvrigt – har de direkte kanaler til at følge barnet fremover. Det betyder noget i relation til at få oplysninger om sygejournaler – fra skoler – eller i forbindelse med alle andre problemstillinger, hvor de offentlige myndigheder er involveret.

 

Det er overordnet indtrykket, at denne hovedregel har fungeret ganske udmærket – og det har også betydet, at en lang række – fædre – der ikke har kunnet få oplysninger så let omkring deres barns situation, nu kan gå direkte – uden om den anden – og få de relevante oplysninger.

 

Den gamle regel, der gav muligheder for en rimelig indsigt til den der ikke have del i forældremyndighederne, har aldrig rigtig fungeret efter hensigten, for det var et faktum, at den der ikke have del i forældremyndigheden – havde ganske, ganske få muligheder.

 

Retspraksis har i øvrigt vist, at domstolene har fulgt op på den nye hovedregel - således at der kun er ganske, ganske få tilfælde, hvor det er den ene, der har fået forældremyndigheden alene. Det kræver efter praksis meget store problemstillinger hos den anden – enten i forbindelse med store samarbejdsproblemer – eller fordi der er meget store personlige problemer hos den ene part.

 

Desværre har loven jo ikke løst det betydningsfulde i en skilsmisse/samlivsophørs situation. Det vigtige er jo nemlig hvor barnet skal bo – og her er det mit indtryk, at antallet af sager ikke er blevet minimeret. Tvisterne i Statsforvaltningerne ender ofte i Retten, og de går således ud på, hvor barnet skal have sit faste udgangspunkt – i en situation hvor der altså stadig er fælles forældremyndighed. Der er fortsat ingen tvivl om, at det er den forælder, som barnet bor ved, der har de største rettigheder efter forældreansvarsloven. Loven lægger selvfølgelig op til, at der skal være enighed i forbindelse med konfirmationer, skolevalg, længere udenlandsophold m.v., men det er naturligt den forælder, som har barnet ved sig i det daglige, der har beslutningsmyndigheden – en beslutning der i en række tilfælde kan indbringes for Statsforvaltningen, der så har bemyndigelsen til at træffe afgørelsen.

 

Eksempelvis er det således, at Statsforvaltningen skal træffe en afgørelse – hvis den ene forælder ønsker at tage et barn med til udlandet – også selvom det kun er for en kortere periode. Denne regel findes i forældreansvarslovens § 25 – og det er selvfølgelig den forælder, der er modstander af noget sådant, der skal indbringe sagen for Statsforvaltningen. Al uenighed omkring samværsreglernes udøvelse skal indbringes for Statsforvaltningen – og disse spørgsmål kan ikke indbringes for domstolene, men alene behandles i forvaltningsregi.

 

Statsforvaltningen er blevet udstyret med langt bedre rådgivningsmidler end tidligere. I en lang række forskellige sammenhænge kan der tilbydes rådgivning, konfliktmægling - indhentelse af børnesagkyndige undersøgelser – samtaler med barnet efter barnets fyldte tiende år m.m. Statsforvaltningens beslutninger og afgørelser i konkrete situationer kan som udgangspunkt indbringes administrativt for Ministeriet for Familie og Forbrugsanliggender.

 

Det er den almindelige vurdering, at klager af denne art har en meget, meget lang sagsbehandlingstid – og spørgsmålet er, om denne klageadgang er tilstrækkelig for at give en utilfreds forælder den retssikkerhed, der er tiltænkt.

 

Antallet af retssager er måske faldet en smule – men i alle tilfælde ikke nær så meget, som det var tanken dengang, man overlod større ressourcer og flere redskaber til Statsforvaltningerne, der således var tiltænkt en rolle om, at sagerne gerne skulle sluttes administrativt, således at domstolene ikke skulle være det rette forum for tvister. Det mål er ikke nået – og det er ganske normalt, at almindelige advokatkontorer har et pænt antal verserende sager, hvor slagsmålet mellem forældrene altså nu ikke er spørgsmålet om placeringen af forældremyndigheden – men placeringen af barnet – altså barnets bopæl.

 

Afslutningsvis vil jeg anføre, at det er min opfattelse, at den nye lov har haft en form for moralsk positiv betydning. Jeg oplever, at der mellem moderne forældre er en større forståelse end tidligere for, at det virkeligt er barnet tav en sådan sag drejer sig om. Jeg oplever det som helt normalt, at forældre i dag er i stand til at træde tilbage fra egne ønsker, for at tilgodese barnets behov – og det betragter jeg som en stor gevinst i en tid, hvor der jo stadigvæk er ganske mange samlivsophør og skilsmisser med umyndige børn involveret.

 

Niels Pedersen,

Advokat.

 

 

 

Advokaterne i Nibe, Skalhuse 5, 9240 Nibe, Tlf.: 98 35 15 77